Seneste indhold fra Kathrine
Specialer
• Angst og stress
• Unge og tidlig voksenalder
• Seksuelle overgreb
Øvrige centrale områder
• Selvværd og identitet
• Overgang til at blive forælder
• Akut belastningsreaktion
Autoriseret psykolog
Kathrine Wium Krogh
- Email Kontakt@psykologkathrine.dk
- Bülowsvej 48A, st. th., 1870 Frederiksberg
Jeg er uddannet fra Københavns Universitet og autoriseret psykolog. Jeg tilbyder psykologhjælp og terapi på Frederiksberg i København, og du kan benytte tilskud fra Sygeforsikringen “danmark” eller anden sundhedsforsikring hos mig.
Jeg har primært arbejdet som privatpraktiserende psykolog samt på Rigshospitalet ved Center for Seksuelle Overgreb, hvor jeg har varetaget terapeutisk behandling af unge (16+) og voksne udsat for seksuelle overgreb og andre belastende hændelser. I privat praksis har jeg særligt arbejdet med behandling af angst, stress og psykiske belastninger hos unge og voksne. Jeg har derudover solid erfaring med at arbejde med klienter med autisme.
Noget af det, jeg oftest hører fra klienter, er en oplevelse af tryghed. Det er efter min erfaring et afgørende fundament for udvikling og forandring i et terapeutisk forløb.
Angst
Angst kan komme til udtryk på mange måder og i forskellig grad. Den vil ofte kunne mærkes både kropsligt og psykisk og påvirke ens adfærd og trivsel. For nogle opstår angsten i bestemte situationer, mens den for andre opleves mere uforudsigelig og hænger sammen med belastninger i hverdagen, eksempelvis i arbejdslivet eller i relationer.
Angst påvirker ofte livskvaliteten betydeligt, fordi den griber ind i forholdet til én selv, til andre og til ens daglige funktion. I arbejdet med angst giver det ofte mening at se bredere på livssituation og tidligere erfaringer, da angst i nogle tilfælde kan være et udtryk for en underliggende indre konflikt eller belastning. Mange oplever samtidig angsten som irrationel og har svært ved at identificere årsagen.
Jeg har særlig erfaring med angst relateret til perfektionisme, præstationspres og relationelle erfaringer.
Stress
Stress opstår ofte i forbindelse med ydre belastninger, hvor årsagen typisk er mere tydelig end ved angst. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at længerevarende stress kan udvikle sig til angst.
Symptomer på stress kan blandt andet være udmattelse, irritabilitet, grådlabilitet, søvnforstyrrelser, uro i kroppen, koncentrationsbesvær og en oplevelse af manglende overskud. Mange beskriver også en følelse af ikke at kunne kende sig selv, hvilket i sig selv kan være belastende.
Stress hænger ofte sammen med høje krav eller belastninger i arbejdslivet, men kan også være relateret til privatliv, relationer eller livsforandringer.
Unge og tidlig voksenalder
Ungdommen og de tidlige voksenår er en periode præget af udvikling og forandring. Mange oplever i perioder usikkerhed eller mistrivsel, men for nogle bliver det så belastende, at det påvirker relationer, hverdagsliv og muligheder.
Temaer som identitet, selvforståelse, relationer, krop og valg i livet er ofte i spil samtidig, hvilket kan skabe et indre pres. Samtidig kan kriser som sygdom, skilsmisse, brud eller traumatiske oplevelser få en særlig betydning i denne fase af livet.
Jeg har erfaring med at arbejde med unge og unge voksne i denne livsperiode og tilbyder også rådgivende samtaler til forældre, hvor det giver mening.
Seksuelle overgreb og grænseoverskridende oplevelser
Reaktioner på seksuelle overgreb eller grænseoverskridende oplevelser kan variere meget. Nogle reagerer kraftigt umiddelbart efter hændelsen, mens andre først oplever symptomer senere – i nogle tilfælde mange år efter. Begge dele er naturlige reaktioner.
Efterfølgende kan der opstå symptomer som uro, søvnproblemer, mareridt, utryghed, koncentrationsbesvær, skyldfølelse, vanskeligheder i relationer og udfordringer med at mærke egne grænser. Nogle oplever også ændringer i deres forhold til sig selv og andre samt en følelse af fremmedgørelse.
Skam er ofte en central del af oplevelsen, og mange går alene med det, hvilket kan forstærke følelsen af isolation. I terapi arbejder vi med at skabe forståelse, tryghed og mulighed for gradvist at bearbejde det, der har været svært.
Terapeutisk tilgang
Jeg tilbyder individuel terapi til unge og voksne i København og på Frederiksberg. Sammen undersøger vi de problemstillinger, du kommer med, og finder frem til, hvad der er vigtigt at arbejde med for at skabe den ønskede forandring.
Jeg arbejder med både kortere og længerevarende terapiforløb og tilpasser altid behandlingen individuelt.
Min tilgang er dynamisk og psykoanalytisk funderet. Jeg er i gang med en specialistuddannelse i psykoanalytisk terapi, som også indebærer egenterapi, og jeg modtager løbende supervision. Jeg har desuden erfaring med metakognitive metoder og integrerer forskellige tilgange afhængigt af den enkelte klients behov.
Hvis du søger en psykolog på Frederiksberg eller i København og ønsker en indledende samtale, er du velkommen til at kontakte mig på: kontakt@psykologkathrine.dk